Vær på forkant med de svære spørgsmål - 5 gode råd til forberedelsen før jobsamtalen

Dagene op til en jobsamtale kan være angstprovokerende: har du forberedt dig godt nok? Hvad er ”godt nok”? Ved du nok om virksomheden? Hvad svarer du, hvis du bliver spurgt ind til din periode som ledig i 2010? Alt fra, hvorfor du passer ind i virksomheden til at du skal forklare, hvorfor du søger job netop nu, er emner, der kan komme i spil under samtalen. Det er svært at være dækket helt ind, for du ved reelt set ikke, hvad du bliver spurgt om. Her følger et par atypiske spørgsmål, du kan blive stillet, og tips til, hvordan du kan forberede dig til samtalen.

Dette er dit udbytte af vores tips og råd:

  • Du bliver rigtig godt forberedt til jobsamtalen.
  • Du gør forløbet lettere for dig, virksomheden og evt. konsulenten.
  • Du er afklaret med dig selv om dit hidtidige karriereforløb.
  • Du ved, hvad du er værd.

1: Hvorfor valgte du din første stilling?

Der kan ligge mange forskellige overvejelser til grund for valget af dit første job. Måske er din uddannelse eller dit speciale så unikt/ specialiseret, at der er mange, der kæmper om de samme stillinger? Valgte du ”det første og bedste” for at oparbejde relevant erfaring, så du senere i karrieren kunne rette dig ind på dit speciale eller drømmejob? Eller havde du måske allerede underskrevet kontrakten til dit første job længe før, du blev færdig med studiet/ uddannelsen?

Uanset om du valgte din første stilling på præmissen ”jeg skulle bare have et arbejde”, eller du målrettet jagtede en specifik stilling, kan baggrunden for dit første arbejde være relevant og/ eller vigtigt. Der kan være mange grunde til, at spørgsmålet dukker op på et tidspunkt i samtalen; måske kender den tilknyttede headhunter en i virksomheden, måske er HR-konsulenten nysgerrig eller fordi, det ifølge vedkommende kan fortælle ham/ hende noget om din karakter.

Det er i al fald god forberedelse, at du kan huske, hvorfor og hvordan du endte med at få dit første job – der er ikke noget rigtigt eller forkert svar i dette tilfælde, men det sender et signal om, at du er bevidst om dine valg.

2: Hav styr på jobændringer

Dit CV bliver gennemgået, så det er en ubetinget fordel, at du har styr på, hvornår og hvorfor du skiftede stilling. Det kan være interessant at vide i forhold til en kortere ansættelse, om du var projektansat, eller der lå andre forhold bag, såsom opsigelse, familiære årsager eller der åbnede sig en ny karrieremulighed andetsteds. Det er også en bonus, hvis du kan huske, om du blev headhuntet til en eller flere stillinger, da det signalerer, at du enten er blevet opfordret til at søge den pågældende stilling eller hentet ind uden eventuel længere rekrutteringsproces.

Hvis du er blevet opsagt én eller flere gange i karrieren, er det ikke nødvendigvis et udtryk for, at du er ukvalificeret til stillingen. Det gælder også, hvis du i den aktuelle rekrutteringsproces er ledig eller på vej til at blive det – du er i outplacement eller har x-antal måneders opsigelse. Uanset om det er grundet nedskæringer, eller det har været en tidsbegrænset stilling, har der været mange positive oplevelser ved stillingen, som eventuelle referencer kan bakke op om!

3: Kend årsagerne til dine resultater!

Du var med til at øge produktionen af komponenter med 24% eller fik salget til at stige med 15% det første år. Men hvilke tiltag tog du initiativ til, for at succesen/ resultatet kunne realiseres? Rejsen til resultatet er ligeså interessant som resultatet i sig selv, fordi den italesætter, hvordan du udnyttede dine kompetencer til at levere resultatet.

En lige så central øvelse er, at du løbende opdaterer dit CV med resultater og handlingerne, der førte til resultaterne. Selvom du ikke er aktivt jobsøgende lige nu, er det en god hjælp for dig selv, hvis du skal søge nyt job i fremtiden i stedet for, at du skal forsøge at huske 3-4 år tilbage.

Samtidig giver det dig mulighed for at reflektere over dine kompetencer og dit hidtidige karriereforløb; måske er der gennemgående temaer eller resultater, eller måske har du overset, at der er visse indsatser, du er stærkere til at facilitere og udføre end andre, hvorfor disse vil være gode at fremhæve under samtalen. Udarbejdelse og opdatering af CV set som en reflekterende øvelse åbner op for at genkende nye og måske hidtil usete aspekter af dine evner og resultater.

4: Hvad skal du have i løn?

For nogle er spørgsmålet om løn(pakke) grænseoverskridende, men det er rigtig vigtigt at få forventningsafstemt fra start. Du har måske højere løn, end virksomheden har budgetteret med - derfor er det vigtigt for både virksomhed og en evt. headhunter/ rekrutteringskonsulent at vide, hvad du omtrent får eller forventer at få i løn, og om du er villig til at forhandle.

Der findes næsten ikke noget værre for kandidat, virksomhed og headhunter/ rekrutteringskonsulent end at være ved målstregen og så være uenige om løn! Der er plads til forhandling, da begge parter kommer ind til dialogen med minimum og maksimum beløb, så lad dig ikke afskrække, men vær i stedet åben om forholdene – det gælder både den indledende forventningsafstemning og den endelige forhandling af lønpakken.

Du behøves ikke lægge alle kortene på bordet, hvis du ikke er tryg ved at fortælle om alle incitamenterne/ bonusordningerne i din nuværende stilling, men overvej at tage et par af dem med i den indledende dialog som modvægt.

5: Har du nogen konkurrenceklausuler i din kontrakt?

En lavpraktisk handling i rekrutteringsprocessen, men særdeles vigtig. Allerede inden du søger stillingen, bør du undersøge din kontrakt for at vide, om du er underlagt specifikke konkurrenceklausuler. Det kan virke som en mindre vigtig detalje, eller også kan du tydeligt huske, at der ikke er konkurrenceklausuler i kontrakten.

Men for en sikkerheds skyld bør du tjekke den én gang til, før du tager til samtalen. Det sparer både dig, virksomheden og en eventuel rekrutteringskonsulent for en masse tid og svie, hvis det viser sig, at der indgår konkurrenceklausuler i din kontrakt.

Tre korte spørgsmål du skal have et klart svar på:

1: Hvorfor er det dig, vi skal ansætte?

Spørgsmålet bliver stillet før eller siden, så det er vigtigt, du har dit pitch på plads, inden du træder ind ad døren. Dit svar skal være summen af års erfaringer og resultater – du ved, du har kompetencerne og kvalifikationerne til stillingen, ellers var du ikke blevet kaldt til samtale.

2: Hvornår kan du starte?

Hav styr på din opsigelsesperiode. Alt afhængigt af, om du er ansat under funktionærloven eller anden lovgivning, kan der være forskellige forhold for din opsigelsesperiode (eks. grundet anciennitet eller stillingstype). Selvom spørgsmålet kan virke banalt, er det en god idé, at du undersøger forholdene for opsigelse.

3: Hvem kan vi kontakte?

Referencer behøves ikke være dine tidligere nærmeste ledere eller ledere generelt, det kan lige så vel være tidligere eller nuværende kollegaer, der kan fortælle en potentiel arbejdsgiver om dine tidligere arbejdsopgaver og resultater. Under alle omstændigheder er referencer rigtig gode at have ved hånden.

Tag det roligt: du er der, fordi virksomheden er interesseret

Du har nu både forberedt dig på 40 forskellige spørgsmål, du tror, du kan blive stillet, og læst vores guide med de lidt mere atypiske råd til forberedelsen til jobsamtalen. Du er nu både stærkere rustet, har måske en anden og bedre forståelse af din karriere, og du har afklaret med dig selv, hvad du er værd i kroner og ører.

Oveni al den forberedelsestid, der er op til en jobsamtale, er det også vigtigt, at du minder dig selv om, at du er inviteret til samtalen, fordi virksomheden er interesseret i dig. Du skal ind til virksomheden, fordi der er visse faglige kompetencer og krav, du opfylder, og nu vil de se nærmere på dig – både fagligt og personligt.

Det handler ikke kun om, hvorvidt du opfylder den faglige profil, som virksomheden har skitseret af deres nye medarbejder. Det handler også om, hvordan kemien er mellem dig og virksomheden – dette er værd at tage med ind til samtalen. Vi ønsker dig held og lykke med jobsamtalen!

 

LÆS VORES ANDRE ARTIKLER MED GODE RÅD OG TIPS

5 hurtige tips til at blive mere synlig på LinkedIn

4 overvejelser du kan gøre dig før, under og efter ferien

Kontakt:

Ring på 
+ 45 7022 0205 

skriv på 
info@sam-int.com 

eller 
udfyld kontaktformularen,


hvorefter du vil blive kontaktet af en konsulent, der matcher 
dine behov/ din branche. 

 

SAM International - specialiseret i:

Rekruttering/ Executive Search/ Headhunting

Onboarding/ Introduktionsforløb

Development/ Organisationsudvikling og Medarbejderudvikling 

Outplacement/ Executive Outplacement


Kontaktformular