Nyt job? Fire overvejelser før du takker ja til jobsamtalen eller jobtilbuddet

Vi er vilde med at skifte arbejdsgiveren ud. Ifølge en undersøgelse fra 2017 skifter næsten 800.000 danskere job hvert år. Det svarer til, at ca. 25% af den samlede arbejdsstyrke i alderen 15-64 år i Danmark i tredje kvartal 2017 ifølge Danmarks Statistiks opgørelse for Danmarks arbejdsstyrke. Det er blevet lettere for os at finde nyt arbejde – arbejdsgiverne skriger efter dygtige og talentfulde kandidater.

Men er vi mere tilbøjelige til at skifte arbejde grundet de økonomiske faktorer fremfor de faglige? Hvilke forudsætninger og overvejelser går forud for vores jobsøgning, jobsamtale og underskriften på kontrakten? Vi giver i denne artikel vores bud på fire overvejelser, du kan gøre dig, før du takker ja til jobsamtalen eller jobtilbuddet.

Dette er dit udbytte:

  • Du får redskaberne til at blive afklaret, om du er klar til at tage det næste skridt i karrieren.
  • Du får værktøjer til at evaluere din nuværende situation.

1: Er du klar til at skifte job og arbejdsgiver?

Det kan virke som et underligt spørgsmål at stille sig selv – du har jo søgt stillingen, selvfølgelig er du klar! Men når virkeligheden rammer, når du har modtaget indkaldelsen til jobsamtalen, eller efter virksomheden har fremlagt jobtilbuddet, kan dit perspektiv ændre sig.

Du begynder at tvivle: Du er glad for dine kollegaer. Hvad hvis din nye arbejdsplads ikke er lige så god? Hvad gør du, hvis jobbet slet ikke lever op til dine forventninger? Måske er det bedre at blive, hvor du er, det kender du jo så godt. Måske du har været igennem det før og genkender processen?

Nogle gange er græsset grønnere på en anden mark, andre gange er det ikke. Det er normalt at tvivle, og derfor er det en sund øvelse, at du sætter din situation i perspektiv, når tvivlen rammer. Du har søgt stillingen, været til jobsamtalen og sidder med et tilbud på hånden, der måler op mod din nuværende stilling og arbejdsgiver.

Stil udsigterne op overfor hinanden og medgiv fordele og ulemper – men glem ikke. at du søgte stillingen af en årsag! For det fører os videre til din næste overvejelse.

2: Hvorfor er du interesseret i at skifte job eller arbejdsgiver?

Sidder du fast i din nuværende stilling, og har du ingen muligheder for at udvikle dig eller blive forfremmet? Spiller du ikke godt sammen med din chef? De interne faktorer er forhold i dit nuværende arbejde, der kan trække dig væk. Det kan også være, din hånd er blevet forceret, fordi arbejdspladsen flyttes væk fra byen, eller der er varslet nedskæringer, og du vil være på forkant med en eventuel afskedigelse.

Afklar med dig selv, hvorfor du i første omgang er interesseret i at skifte jobbet og arbejdsgiveren ud. Det er med til at afdække din indre motivation for at skifte job og interessen for jobbet, der er i spil. Afklaringsprocessen kan også være en god indledende øvelse, før du indleder den faktiske jobjagt.

3: Hvad er tiltrækkende ved jobbet, der er i spil?

Det er vigtigt for din fremtidige arbejdsglæde, at du er afklaret med, hvad den primære faktor bag din motivation for at søge jobbet/ tage imod jobtilbuddet er. Hvis økonomien er den altoverskyggende faktor i dine overvejelser, er der en større risiko for, at du ret hurtigt igen går på jobjagt.

Få et overblik over hvilke primære og sekundære faktorer, der trækker dig i retning af stillingen, der er i spil. Hvis flere eller flest af de primære faktorer handler om fagligheden i stillingen, hvad enten det er udviklingspotentiale eller arbejdsopgaverne, er det overvejende sandsynligt, at du ønsker en ny faglig udfordring.

Som det omvendte scenarie er det sandsynligvis ikke det rigtige for dig, hvis de primære faktorer handler om, at du kommer væk fra din nuværende stilling eller arbejdsgiver. Hvis den primære drivkraft ikke er, hvor du skal hen, men er, hvor du er eller har været, bør du genoverveje processen fremadrettet.

4: Hvad siger din mavefornemmelse efter samtalen?

Uanset om du har været til første samtale eller kemimøde med virksomheden, har du fået en fornemmelse af virksomheden – I har målt og vejet hinanden på et personligt plan. Du har også fået en større forståelse og afklaring af selve stillingen og virksomhedens forventninger.

Det er i denne fase, du bør mærke efter med dig selv: Virker I som et godt match? Har I samme forståelse af stillingen, og ligner det, der er en forventningsafstemning? Er der en god kemi mellem dig og virksomhedens repræsentant? Det er vigtigt, du spørger ind til virksomheden og især dens kultur og organisation, så du har et bedre vurderingsgrundlag, når du går hjem fra samtalen.

Det er helt i orden at takke nej til et jobtilbud eller en jobsamtale, hvis din mavefornemmelse råder dig fra det, eller du har erfaret, at din motivation for at søge jobbet ikke er den ”rigtige”. Vigtigst af alt er, at du er ærlig overfor dig selv, og såfremt du vælger at takke nej tak, udviser rettidig omhu overfor virksomheden.

Undervurder ikke de ”bløde” faktorer – de medvirker til, at du beslutter dig

De gennemgående temaer i artiklen er motivation og intuition. Det er ”bløde” og ikke-målbare faktorer, der er med til at påvirke dine valg og/ eller fravalg. Når vi i vores travle hverdag gør resultater og performance op i KPI’er, salgsmål og konkrete målsætninger i kroner og ører, er abstrakte begreber som eksempelvis motivation, mavefornemmelse og parathed sværere at forholde sig til og at sammenligne med – især hvis vi ikke forholder os til dem til hverdag.

Men vi kan ikke undervurdere de ”bløde” faktorer. De er med til at give os en fornemmelse af, om vi er det rigtige sted, og/ eller om vi er på vej i den rigtige retning. Hvis du kører fast i dit arbejde, hvis der er anspændte situationer på arbejdspladsen, eller der åbner sig en unik mulighed et andet sted, er det der, du skal afdække og evaluere de ”bløde” faktorer og vurdere, om du er klar til at tage det næste skridt i karrieren.

 

LÆS VORES ANDRE ARTIKLER MED GODE RÅD OG TIPS

5 hurtige tips til at blive mere synlig på LinkedIn

4 overvejelser du kan gøre dig før, under og efter ferien

5 gode råd til forberedelsen før jobsamtalen

9 vigtige ting du bør huske i dit CV

Kontakt:

Telefon:
+ 45 7022 0205 

Mail:
info@sam-int.com 

eller udfyld kontaktformularen HER, hvorefter du vil blive kontaktet af en konsulent. 

 

SAM International - specialiseret i:

Rekruttering

Onboarding

Development

Outplacement


Kontaktformular