Bliv synlig overfor headhunteren i din jobsøgning

Overvejer du nyt job eller et karriereskift? Selvom der måske regelmæssigt er opslåede stillinger indenfor dit område, går du glip af mange muligheder i din jobsøgning, hvis du ikke også tager andre metoder i brug.

Her får du konkrete råd til, hvordan du gør dig selv mere synlig overfor headhunteren, der sidder på den anden side af bordet og søger efter de rette kompetencer til virksomhederne.

Sådan finder headhuntere og recruitere de rette kandidater

”Hvis en kandidat skal gøre sig synlig overfor mig eller en af mine kolleger, så er LinkedIn et godt sted at starte.”

Sådan åbner Christina Juul, som er senior researcher hos SAM. Hun har mere end 25 års erfaring med rekruttering både som leder, og i rekrutteringsbranchen. Hun har været en del af SAM International siden 2016.

På LinkedIn handler det om at skrive de rigtige ord for at dukke op i headhunterens søgninger. Christina deler et godt råd til dig, der vil blive mere synlig på LinkedIn:

”Kopiér indholdet fra dit personlige CV over på din LinkedIn-profil. Sørg for at det ikke bare er dine titler, men også opgaver og ansvarsområder for de enkelte stillinger. Flere ord der beskriver hvad du har arbejdet med , optimerer chancerne for at bliver fundet i søgningerne. Vær derfor specifik, så jeg kan se, at du er relevant.”

Selvom detaljer er godt, skal der naturligvis også være en balance. Du behøver ikke tilføje samtlige projekter og opgaver, men vær obs på at bruge de ord, der har relevans for den type job, som du går efter.

”Jeg plejer at sige, at der er lige så mange holdninger til hvordan et CV eller en LinkedIn profil skal se ud, som der er folk der læser dem. Men jeg synes du skal have 10-15 linjer tekst i din ’Om’-sektion / Summary på din profil. Her skal du fortælle om DIG – ikke gentage det, der står under dine ansættelser. Fortæl hvad du bidrager med, hvordan du skaber værdi i en virksomhed og giv headhunteren en idé om, hvem du er. Så skiller du dig ud.”


LinkedIn er ikke alt. CV-databaser og netværk hjælper også

Mange tror måske, at headhuntere nu udelukkende bruger LinkedIn til at finde relevante kandidater. Det er ikke korrekt.

”Vi bruger i høj grad vores CV-database også. Her giver vi et vigtigt bidrag til vores kunder, da de færreste har deres egne, vedligeholdte databaser. Vi bruger vores CV-database aktivt i rekrutteringer, så det er en klar opfordring til, at du som jobsøgende kandidat bør uploade dit CV i den.”

Endelig – og meget vigtigt - har konsulenterne et stærkt netværk og personlige relationer, når den rette specialist eller leder skal rekrutteres til en stilling, ligesom vi naturligvis afdækker markedet og kigger ind i relevante virksomheder.

”Hos SAM har vi over 30 konsulenter bare i Danmark. Vi har alle tidligere været ledere og har erfaring med at rekruttere til os selv. Vi aktiverer alle vores personlige og hinandens netværk, når der skal besættes stillinger, hvilket betyder, at vi når bredt ud i de indledende søgefaser.”

Derfor opfordrer Christina Juul også til, at du – uanset om du er jobsøgende nu eller i fremtiden - opbygger dit netværk på LinkedIn ved at connecte med alle dem, du kender og har arbejdet sammen med tidligere, så du får glæde af deres delinger af spændende jobs og selv bliver mere synlig i en eventuel søgning.

Hvis du er ledig, kan du overveje at bruge det grønne ’Open-To-Work’-badge på LinkedIn: ”Hvis jeg finder et antal relevante kandidat og nogle af dem har ’Open-To-Work’-rammen på deres profil, så kontakter jeg dem først, da de tydeligt viser, at de er klar til nye muligheder.”

Dog er vi forskellige, og den helt transparente tilgang passer ikke til alle. Det er heldigvis også muligt kun at vise headhuntere og recruitere, at du er interesseret i nye jobmuligheder ved at klikke på ’Interesseret i’ under dit profilbillede og vælge ’Nyt arbejde’. Her kan du angive, hvem der skal kunne se, at du er jobsøgende - enten alle LinkedIn-profiler eller kun rekrutteringskonsulenter. Christina tilføjer, at disse kandidater ligeledes vil være blandt de første, hun kontakter.

Vær proaktiv i din jobsøgning. Ellers bliver du ikke synlig for headhunteren

Det er dog ikke nok at opdatere din LinkedIn-profil og uploade dit CV. Jobsøgning er en aktiv disciplin og det lægger Christina Juul ikke skjul på:

”Det er dig, der kan sælge dig. Tiden er forbi, hvor man ventede på at en spændende stilling blev opslået og så søgte den.”

Mange stillinger bliver besat uden stillingsopslag, og vil du i betragtning til disse, er du nødt til at være proaktiv. Her har Christina også en konkret anbefaling:

”Lav fx en radius i den afstand, du er villig til at være mobil. Lav grundig research på udvalgte virksomheder indenfor den radius og kontakt så en relevant leder hos dem, og spørg om du må fortælle lidt om, hvordan du vil kunne skabe værdi hos dem - enten over en kop kaffe eller et telefonopkald.”

Har du connections på LinkedIn, som er ansat i nogle af de virksomheder, du har på din liste, så prøv at række ud og spørg om vedkommende evt. kan sætte dig i kontakt med relevante personer.

 Det kan for nogen være grænseoverskridende at tage uopfordret kontakt , men det er ikke nødvendigvis sådan en ansættende leder eller en headhunter ser det:

”Alle kan blive ledige - det sker for langt de fleste af os. Det er ingen skam at søge nye udfordringer, være i et outplacementforløb eller være uden job. Det må ikke hindre dig i at synliggøre dig selv og være aktivt opsøgende overfor relevante muligheder eller headhunters”, afslutter Christina.

Hvis du gerne vil gøre dig selv mere synlig overfor din næste karrieremulighed, er du altid velkommen til at se vores ledige stillinger, uploade dit CV i vores database, eller se mere om hvordan vi rekrutterer.

Du er også altid velkommen til at søge vores sparring om, hvad netop du kan gøre for at optimere din profil.

Kontakt:

Telefon:
+ 45 7022 0205 

Mail:
info@sam-int.com 

eller udfyld kontaktformularen HER, hvorefter du vil blive kontaktet af en konsulent. 

 

SAM International - specialiseret i:

Rekruttering

Onboarding

Development

Outplacement


Kontaktformular