Danskernes lyst til at skifte job er størst omkring sommerferien. Det er en velkendt tendens, som bekræftes i en nylig undersøgelse fra Business Danmark.
Før en ferie er det 5,7%, der overvejer jobskifte, men lige efter ferien er det hele 19,6%, der overvejer, om jobbet mon er det rette.
Er du blandt den femtedel af det danske arbejdsmarked, der overvejer nye udfordringer? Eller trives du godt i dit nuværende arbejde, og vil du blot bruge sommerferien til at koble fra og lade batterierne op?
Vi har igen talt med vores erfarne konsulenter, Pia Nathalie Andersen og Rikke Hansen, der tidligere delte deres erfaringer til virksomheder, der gerne vil rekruttere i sommerferien.
Her kommer deres råd, som du kan bruge i dine egne jobrefleksioner.
Som ovenstående undersøgelse viser, er ferien dét tidspunkt, hvor flest overvejer nye muligheder i arbejdslivet. Partner Pia Nathalie Andersen forklarer hvorfor:
”Ferie er altid en naturlig anledning til at gøre status på livet, og det gælder ikke bare arbejdslivet. Man reflekterer over job, bolig, familien og ens trivsel generelt. Den ekstra tid sætter tanker, eller samtaler med partneren derhjemme i gang, og så er det naturligt, at arbejdslivet også tages op til revision.”
Hvis du går med tanker om jobskifte i ferien er det altså kun helt naturligt. Det samme gælder, selvom du ikke nødvendigvis er utilfreds med dit nuværende job.
”De fleste er faktisk OK tilfredse med deres job”, siger seniorkonsulent Rikke Hansen. ”Det handler ikke kun om jobtilfredshed, men også om, at man ikke vil gro fast. Eller gerne vil bygge mere på sin profil i forhold til den karriere eller jobmulighed, man vil have på sigt.”
Hvis du tænker, der snart skal ske noget nyt i karrieren, er der en række tiltag, du kan gøre. Du kan naturligvis holde øje med opslåede stillinger, researche interessante virksomheder, eller gøre dig selv mere synlig over for headhuntere.
Hvis du føler, du skal videre, men endnu ikke ved i hvilken retning, kan en dialog med en rekrutteringskonsulent også være et proaktivt skridt at tage. Rikke uddyber:
”Hvis du føler usikkerhed om et evt. skifte, kan en samtale med en som os sagtens være givende. Vi rekrutterer jo ikke kun – vi hjælper også virksomheder med at udvikle deres organisation og medarbejdere. En fortrolig og faglig snak kan være med til at give nyt perspektiv på situationen.”
Pia nikker og supplerer:
”Vi hører jo kontinuerligt fra kandidater gennem hele året – ikke bare i ferieperioder. Nogle gange er der kandidater i sommerferien, der vender tilbage på en tidligere dialog og nu melder sig klar til jobskifte.”
Hvis du rækker ud til en rekrutteringskonsulent, er det dog ikke sikkert, du kan spille dig selv på banen til drømmejobbet på kort sigt, mens alle andre holder sommerferie. Når Pia, Rikke og deres SAM-kolleger rekrutterer kandidater til virksomheder,
er det essentielt at matchet går begge veje.
”Vi presser aldrig en kandidat til at blive en del af en rekrutteringsproces, der ikke matcher deres egne ønsker og ambitioner”, siger Pia og uddyber:
”Vores opgave er at skabe værdi for både kunde og kandidat. I rekrutteringsprocessen skal begge parter forstå hinandens behov og forventninger. Derfor gør vi meget ud af individuel sparring og afklaring. Kandidatens og virksomhedens grundlæggende værdier skal også være et match. Så er der langt større sandsynlighed for, at samarbejdet bliver positivt og langvarigt.”
Rikke stemmer i: ”Virksomheden kan have et aktuelt behov og selvom rollen måske virker spændende, er timing og de praktiske omstændigheder stadig afgørende. Når vi prikker til kandidater i en rekruttering, er det vigtigt for os, at det føles trygt hele vejen. De skal have indsigt i både rollen og i virksomheden, så de kan overveje et skifte på et oplyst og fyldestgørende grundlag.”
Selvom du ikke overvejer at søge nyt job, kan sommerferien stadig føles tiltrængt. Det er selvfølgelig i orden at glæde sig til at komme væk fra arbejdet – også selvom man er glad for det.
Det er vigtigt at huske, at der forskellige måder at slappe af på i en ferie.
”Der er ikke et entydigt svar på, hvordan man bedst kobler fra i en sommerferie”, fortæller Pia. ”Det kan føles forkert at slippe opgaverne helt, men tænk på at din arbejdsplads i lige så høj grad vil værdsætte, at du kommer udhvilet tilbage.”
Rikke Hansen er enig i, at der ikke er et entydigt svar:
”Nogle vil foretrække at ’go dark’ og være helt frakoblet. Andre vil gerne følge lidt med, da det kan give ro at vide, at indbakken ikke er fyldt med hasteopgaver og bimlende alarmklokker. Det er meget individuelt.”
En ny undersøgelse fra IDA indikerer, at to ud af tre erhvervsaktive danskere tjekker og besvarer arbejdsrelateret kommunikation i deres sommerferie. SAM International har kontorer i 12 europæiske lande, og at arbejde i ferien er et punkt, hvor danskerne adskiller sig:
”Det er anderledes hos os end i andre europæiske lande”, siger Pia Nathalie Andersen. ”Svenskerne er meget bedre til at koble helt fra, og i Frankrig må en arbejdsgiver slet ikke kontakte medarbejderne udenfor almindelig arbejdstid.”
Derfor skal du reflektere over, hvad du selv trives med i sommerferien, og afstemme med din arbejdsplads, hvis du har tvivl om, hvad forventningerne er.
Uanset om du vil slappe af, eller du aktivt søger et jobskifte, er du velkommen til at blive en del af vores CV-database eller række ud til en af vores konsulenter. Se alle vores danske konsulenter.
Telefon:
+ 45 7022 0205
Mail:
info@sam-int.com
eller udfyld kontaktformularen HER, hvorefter du vil blive kontaktet af en konsulent.
SAM International - specialiseret i: